For 10 år siden forsvandt børnene fra Faderhuset. Da den kristne menighed forlod Bandholm på Lolland og flygtede til udlandet, mistede omverdenen kontakten til de børn, der voksede op bag menighedens lukkede døre. Ingen vidste, hvad der siden skete med dem. Nu står et af børnene frem. I Barn af Faderhuset fortæller Noah Rosendal for første gang om livet bag de hvidmalede mure på Bandholm Hotel. Om skjult børnearbejde, dæmonuddrivelser og vold. Om en menighed, der hyldede lederen Ruth Evensen som Guds udvalgte, og om børn, der blev oplært til at frygte både myndighederne og verden udenfor. Bogen afslører, hvordan Faderhuset forsøgte at skjule omsorgssvigt gennem hemmelige kommunikationskanaler, generalprøver før myndighedstilsyn og en konstant frygt for, at sagsbehandlere kunne lytte gennem væggene. Noahs fortælling fører fra Lolland til herregårde i Tjekkiet og videre til Grønland, hvor han en nat flygtede ud ad et vindue i sit første forsøg på at slippe fri. Barn af Faderhuset er en stærk og rystende fortælling om at vokse op i et lukket trosfællesskab, bryde ud, miste alle og begynde forfra i en verden, man aldrig har fået lov til at være en del af. Udkommer 24. august - forudbestil allerede nu.
|